Om vores kampagne - Mindre Kød, Mere Grønt - Greenpeace - Mindre kød, mere liv - Greenpeace

Vores børn fortjener en sund planet

Hvis vi skal løse klimakrisen og beskytte den verden, som vi giver videre til kommende generationer, er vi nødt til at spise og producere mindre kød. Alene køer og grise står for 18,2 procent af Danmarks samlede udslip af drivhusgasser, hvis man regner på den mest konservative måde. Regeringen har desværre tænkt sig stort set at frede landbruget, når EU nu pålægger Danmark at mindske klimabelastningen fra bl.a. landbruget og transporten markant, nemlig 39% i 2030 i forhold til 2005. Med brug af kreditter ønsker regeringen at slippe for 80% af dette reduktionskrav. Siden 2005 har landbruget blot reduceret sit udslip af drivhusgasser med 4,5%, og det er nu tid til, at ministeren og resten af regeringen hjælper landbruget med at tage ansvar for vores alle sammens klima.

Tallene taler deres tydelige sprog om en industriel produktion af husdyr i så store antal, at hverken miljøet, dyrevelfærden eller klimaet kan holde til det. Danmark skal sende færre dyr igennem slagtehusene eller levende ud af landet. Danmark “producerer” hvert år 31,8 millioner grise, hvoraf 13,2 millioner eksporteres som levende smågrise. Hver eneste dag destrueres omkring 24.000 enten dødfødte eller tidligt døde pattegrise. Samtidig er der i landbruget konstant omkring en halv million malkekøer og én million andet kvæg. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen gør en ihærdig indsats for at hjælpe landbruget med at sende endnu mere svinekød over grænsen.

Alene det seneste år har regeringen aktivt deltaget i industriens og lobbyisterne i Landbrug & Fødevarers eksportfremstød fra Colombia over Japan til Indien. Ministeriets egen overskrift på den første rejse var ‘Dansk gris på gaflen i Colombia’, i Japan bakkede Kronprins Frederik op med sin tilstedeværelse, mens H.M. Dronningen her i november har promoveret blandt andet dansk kødproduktion på et statsbesøg i Ghana i selskab med bl.a. Esben Lunde Larsen. Vores børn skal have muligheden for at leve i en verden med frodige skove, frisk luft og en stabil atmosfære. De fortjener rent drikkevand, sund og rigelig mad og vished om, at deres hjem og familier er trygge. Disse helt grundlæggende ting trues af klimaændringerne, og kød- og mejeriindustrien spiller en stor rolle i at forværre klimakrisen. Vi kan ikke lade industrien ødelægge planetens balance for de kommende generationer.

Sammen – og skulder ved skulder med bæredygtige, økologiske landmænd – har vi magten til at gøre både os selv og naturen sundere. Vi kan beskytte dyr, drikkevand, skove og klima ved at sige fra over for det industrielle landbrug. Vi kan udfordre et industrielt landbrug, der sætter jagten på profit og markedsandele over vores og planetens helbred. Og vi kan gøre en forskel igennem de valg, vi træffer med indkøbskurven dag for dag, måltid for måltid. Lad os kræve fødevarer fremstillet på en måde, der er bæredygtig for både miljø, klima og for landmænd. Og lad os turde inspirere hinanden ved at være gode eksempler.

Lad os gøre maden god igen – mindre kød, mere grønt!

Den industrielle kød- og mejeriproduktion er en global trussel

Det konventionelle landbrug og særligt kødindustrien presser planeten til sit yderste og forværrer klimakrisen. Den gode nyhed er, at mere plantebaseret kost kan smage fantastisk, det gør os sundere og beskytter den verden, vi giver videre til kommende generationer.

Kødindustrien er en af verdens mest magtfulde, og den ødelægger vores planet. Den rydder vores skove, forurener vores vand, opvarmer atmosfæren, mishandler dyr, og sætter endda menneskers helbred i fare. Landbruget skal omstille sig til at have langt større fokus på klima og natur. Der er brug for at nedbringe både produktionen og forbruget af kød samt mejeriprodukter drastisk for at redde skove, floder og undgå at vores klima kollapser. Vi har brug for et mere retfærdigt, sundere fødevaresystem, der tager hensyn til mennesker, dyr og vores planet. I dag vægter kød- og mejeriindustrien i høj grad profit højere end menneskers og planetens helbred.

Dyr er sansende, intelligente væsener, som fortjener respekt. De fortjener at spise, når de er sultne, at kunne mærke sol, jord og vind, ikke blive medicineret uden grund og ikke at få deres nyfødte unger fjernet fra dem. Men den industrielle produktion af kød og mejeriprodukter betyder, at dyr bliver opdrættet til at dø hurtigt. De bliver fodret dag og nat, lever under klaustrofobiske forhold og bliver stoppet med medicin og antibiotika, uanset om de er syge eller ej. Til slut bliver de stuvet sammen på lastbiler og kørt til slagtehuse.

Vi må respektere dyr som de sansende væsener, de er. Ingen tyrekalve bør fjernes fra deres mødre kort efter fødslen. Ingen fjerkræ bør skulle skide, hvor de spiser og sover. Ingen gris bør være så stresset og langt fra sit naturlige element, at den bider halerne af andre. Det industrielle landbrug frarøver dyr deres basale rettigheder. At opdrætte dyr er i dag blevet en industri fuld af sygdomme, overmedicinering og metoder, som hverken har respekt for dyrene eller naturen. Det er på tide, at vi siger fra over for en industri, der har mistet sit moralske kompas.

Mere mad med planter er fremtiden

For at sikre et sundere fødevaresystem og et bæredygtigt landbrug er det altafgørende at dyrke mere mad til mennesker på markerne, frem for foder til dyr. Landbruget lægger i dag beslag på ikke mindre end halvdelen af Danmarks samlede landareal alene til at dyrke foder til dyr!

Hele tiden indtager kødindustrien nyt land og rydder i hele verden enorme skov- og naturområder for at skabe græsningsarealer og dyrke foder til dyr. I dag bruges en tredjedel af hele verdens landjord til det formål. Herhjemme beslaglægger landbruget endnu mere, nemlig halvdelen af vores samlede landareal til foder. Derudover bliver der i Sydamerika på et område på størrelse med Sjælland dyrket sojafoder til danske husdyr, især svin. Blot 10% af Danmarks areal bruges på planteafgrøder til mennesker! Det kan gøres smartere. Vi skal kræve færre dyr og mere dyrkning af nærende grøntsager, bælgfrugter, korn mm. til at brødføde mennesker, frem for at vores landarealer bruges til at opfodre dyr. Når vi giver mindre plads til kødet – og mindsker madspild – kan den plantebaserede dyrkning samtidig blive 100% økologisk i hele verden, som det netop er dokumenteret af en forskergruppe, publiceret i tidsskriftet Nature.

Kød er en af de helt store klimasyndere – og især kød fra drøvtyggere som køer og får. Heldigvis oplever flere og flere mennesker glæden ved måltider, hvor kød ikke længere er det vigtigste. Det er blevet nemmere at få fat på lækre plantebaserede, proteinrige alternativer til kød, og stadig flere spiser mindre kød, eller intet kød overhovedet. Vi kan nemlig selv gøre en forskel gennem de valg, vi træffer med indkøbskurven dag for dag, måltid for måltid. Plantebaseret kost er samtidig en sund måde at vise omsorg for vores børn og styrke vores familiers helbred, da mere grønt og mindre kød helt naturligt vil betyde mad med flere fibre, antioxidanter og C-vitaminer. Supermarkeder udvider sortimenterne med kødfrie alternativer, og på det seneste er diskussionen om kødfrie dage i offentlige institutioner blevet mere levende end nogensinde.

Elitesportsudøvere som de amerikanske tennisstjerner Venus og Serena Williams har skåret ned på kødet og fortæller om mere velvære og bedre præstationer. Og herhjemme vil René Redzepi med det nye Noma skabe verdens grønneste gourmetrestaurant.

Om Greenpeace

Vores mission: Greenpeace er en global, uafhængig kampagneorganisation, der bruger fredelige protester og kreativ kommunikation til at afsløre globale trusler mod miljø og klima, samt promovere de nødvendige løsninger for en grøn og bæredygtig fremtid.

Greenpeace er tilstede i mere end 55 lande både i Europa, Nord- og Sydamerika, Asien, Afrika og Stillehavsområdet. Greenpeace tager ikke imod bidrag fra hverken erhvervsliv, stater eller mellemstatslige organer såsom EU eller FN, men er afhængig af fondstilskud og bidrag fra private personer.

Om vores kampagne

50% mindre i 2050

Læs Greenpeace-rapporten med visionen om at reducere kød- og mejeriprodukter med 50% i 2050

Læs vores rapport